Hvem snyder hvem?

Det har i årevis været en omgang ”Sorteper” mellem fragtselskaberne, afsenderne og de fragtselskaber der er mellemled i forsendelsen

Reglerne for fragtberegning er årtier gamle: Der skal betales for den største værdi af volumenvægten eller vægten for godset. Godset deklareres af afsenderen med hensyn til mål (Længde, Bredde, Højde) og vægt.

Faktureringsgrundlaget bliver således for indenlands stykgods:

Volumenvægt: Længde x Bredde x Højde x 250 kg / m3

Eks.:  Pakken måler 60 x 40 x 30 cm og vejer 7,5 kg

Volumenvægt: 0,6 x 0,4 x 0,3 x 250  =  18 kg

Vægt: 7,5 kg

 

I dette tilfælde skal der betales for 18 kg og ikke for 7,5 kg ! – unægtelig en kraftig stigning i forhold til den faktiske vægt.

Når man så ved at 75 % af godsmængden er volumengods, såvel kasser som palleteret gods, bliver ”uoverensstemmelsen” i faktureringsgrundlaget af vital betydning for selskaberne.

Nu er det ikke alt gods som bliver udregnet efter stykgodsreglerne, eksempelvis palleteret gods, som afregnes efter fast pris på en Europa-palle. Men her er kreativiteten også stor idet der ”overfyldes” med f.eks. 5 cm hele vejen rundt om pallen. Dette giver så problemer med stuvningen i bilerne, hvilket betyder at kapaciteten mindskes – hvem skal betale for det?

Tilsvarende afregnes der for pakker ofte efter vægtklasser: F.eks. 0 – 5 kg, 5 – 10 kg osv. Men her vil volumenvægten kunne give et ”ryk” på 1 eller 2 klasser. Set i lyset af mere international godstrafik, bliver der flere mellemled i forsendelseskæden og måske vil en af disse foretage volumenmåling – og derved fakturere for de 18 kg.

Her må man så håbe at første led i kæden også har faktureret afsenderen efter de 18 kg og ikke de 7,5 kg.

Fingeren på vægten

Denne problematik om fælles mål og vægt, blev løst allerede i middelalderen indenfor vejning. Der blev vedtaget ”legaliseret” afregningsgrundlag, som i vore dage defineres med ”Verificerede vægte”. Disse vægte SKAL bruges ved afregningsformål, det er der lovgivning for – og som i disse globaliseringstider er en OIML rekommandation.

Tilsvarende er der nu også kommet en OIML rekommandation (R129) for dimensionsmåling. Det er derfor muligt at få ”Verificerede volumenmålere” – hvilket vil løse problemet med ”Sorteper”.

Disse Volumenmålere, måler Længde, Bredde, Højde og vejer forsendelsen automatisk. Herved defineres Volumenvægten, samt vægten og ”afregningsvægten” registreres.

Praktisk måling

I praksis sendes godset igennem en Volumenmåler, som således foretager registreringen:

Dog er der praktiske problemer med at definere max. Længde, Bredde, Højde. Hvis en kasses sider er buede vil volumen være større end kassens oprindelige mål. Denne kasse vil i praksis også fylde mere, hvorfor det er naturligt at faktureringsgrundlaget bliver forøget.

 

 

 

Derimod er det urimeligt at betragte tape og labelrester, som en forøget del af kassen. Denne problematik bør den automatiske volumenmåler kunne håndtere, da volumenforøgelsen kan være særdeles stor.

 

 

Unik identifikation

Systemet indeholder samtidig i en unik identifikation, da forsendelsens Vægt,

Længde, Bredde og Højde registreres samtidig med at der tages to billeder af forsendelsen. Disse informationer indeholdes således i systemets database og kan udskrives ved eventuel reklamation.

6 mill. indtjening pr. volumenmåler

Erfaringer viser at de deklarerede angivelser fra afsender, er meget forkerte i forhold til korrekt angivelse. Det kan derfor betale sig for fragtselskaberne at kontrollere deklarationerne. Det er ikke ualmindeligt at blot en volumenmåler kan forøge afregningsgrundlaget med 6 mill. Kroner pr. år.

Investeringen i volumenmåleren er således betalt på blot 14 dage.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar